AF: admin

oktober 6, 2015

Kære naboer,
Torsdag inspiceres alle lejligheder i opgang D & E for væggelus. Dette sker sammen med de to eksperter, som bestyrelsen, i samarbejde med VL-gruppen har valgt, nemlig ekstern konsulent og specialist i væggelus Ole Kilpinen samt Rentokil.
Rentokil er valgt som samarbejdspartner efter screening af 11 mulige eksterne samarbejdspartnere, heraf møder med 3, samt en række personlige anbefalinger fra ejendomme, som minder om vores, og som alle har fået løst deres problem.
I forlængelse af inspektionen vil den påkrævede behandling sættes i gang så hurtigt som muligt. For god ordens skyld, bør det nævnes, at ingen yderligere lejligheder er smittet, siden seneste nyhedsbrev.
Handlingsplanen gennemføres i ejerforeningens regi på et akut mandat, som er godkendt af vores advokat Nicolai Giødesen. Mandatet er afledt af, at når en ejer ikke selv har formået at løse et problem, der påvirker fællesskabet, så overgår retten og pligten til at løse det til samme fælleskab.
I forlængelse af det akutte problem, udarbejder VL-gruppen og bestyrelsen en fremtidig handlingsplan, så man fremover aldrig vil være i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis man får ubudne gæster.
Vi vil snarest vende tilbage med information om inspektionens resultat og behandling.
Indtil da har vi forfattet en artikel, der beskriver et problem, som i disse år rammer stadigt flere ejendomme i alle større byer.
Alle er meget velkomne til at stille spørgsmål via vlg@irgensgaard.dk

Alt det, du aldrig ønskede at vide om væggelus

Parasitter er en del af naturens orden, eller uorden om man vil. I den forbindelse er også mennesket blev velsignet med sine af slagsen. Når man er færdig med at overveje, om den værste er skat, p-vagter eller paparazzi, må vi stilfærdigt anføre, at den absolut ældste af slagsen står over for et comeback: Væggelusen!
Hvis et dyr har fortjent navnet ”trofast”, så er det snarere væggelusen end hunden. Denne lille tæge, på størrelse med en æblekerne, har fulgt menneskets færden, siden vi sov i huler. Teorien er, at de flagermus, som mennesket typisk delte ”soveværelse” med, valgte at betale deres husleje i form af væggelus, som siden er adapteret til vores livsstil. Vi siger tak!
Igennem tusindvis af år har væggelusen således været menneskets mest trofaste uven. I 1940’erne og 50’erne lykkedes det at få hold på dem med kraftige pesticider som f.eks. DDT. Men pausen lader til at være en parentes i historien. I dag er væggelusen vendt tilbage. Mange store amerikanske byer er voldsomt plaget, f.eks. Chicago og Los Angeles. Paris klør sig. London slikker sine sår. Og i København eksploderer antallet af opkald til skadedyrsbekæmpere. Vi kan med andre ord hverken løbe eller flytte fra problemet. I stedet må vi blive mere opmærksomme. Så hvad er det vi gør forkert i dag?

1. Vi rejser.

Og når vi rejser, pakker vi kufferten ud i hotelsengen. Vi stiller tasker på gulvene. Vi skubber dem ind under sengen eller lægger dem op på skabet, tæt på loftet. Vi undlader at tjekke bagagen, før vi rejser hjem. Vi lægger tøj, vi ikke har brugt, tilbage i skufferne uden at vaske det. Genkender du en ting eller to? Hvis ja, er du helt normal!

2. Vi bor småt med mange spændende ting

Huspriserne i byen er nu så høj, at vi bor på mindre plads i længere tid. Og den plads møblerer vi heftigt. Gerne med genbrugsmøbler, spændende brugskunst købt på markeder og disse henrivende antikke, franske senge. I garderoben hænger spændende kjoler fra genbrugsbutikken og frakker fra eksotiske egne. Men vi tænker ikke over, at ting andre har ejet, kan medbringe bagage. Væggelus er tålmodige. De kan ligge i dvale i op til 18 måneder, før de vågner, strækker sig og går på jagt efter mad. Du kan sagtens købe genbrugstøj og ting, men vask på 60 grader eller frys gestanden, så den når ned på minus 18 i midten, hvilket typisk tager min. et par døgn alt efter størrelse. Vær meget opmærksom før du køber en brugt seng.

3. Vi elsker vores bare trægulve

I gamle dage var det kun økonomisk dårligt stillede, der havde bare gulve. I dag er det eksklusivt at kunne fremvise det smukke træ. Og jo ældre og mere originalt, jo bedre. Men vores fine, gamle trægulve er fulde af sprækker, huller og revner, som udgør perfekte gemmesteder for væggelus. Det er bare at flytte ind.

4. Airbnb

Ja, det er virkelig tarveligt at skrive, for vi kunne også bare skrive folk med meget store familier. Men faktum er, at jo flere ”fremmede” mennesker med bagage, der overnatter et sted, jo større er risikoen for infektion. Hoteller er opmærksomme på problemet. De designer værelserne, så de er nemme at rengøre. De har tynde gummilagner over madrasserne. De har fuget hver en sprække. Typisk vil de også spraye eller få udført regelmæssig kontrol, ca.- hver 2-3 måned. Det er den nyslåede Airbnb-vært næppe opmærksom på. Før nu.

Hvad skal vi gøre anderledes?

1. Vær opmærksom!

Væggelus jager om natten. Når vi sover, stikker de deres små snabler i os og suger blod. Det gør ikke ondt. Derfor opdager vi det ikke. Næste morgen har vi et – eller flere – bid. Det ligner et myggestik eller et andet insektbid. Men mens nogle mennesker slår kraftigt ud med hævelse og kløe, kan biddet næsten være usynligt på andre. Tjek dine børn og dig selv. Vær ikke hysterisk, men opmærksom hvis antallet af noget, der kunne være bid, begynder at stige.

2.Tjek seng og sengetøj regelmæssigt

Kast et blik på lagenet, når du vågner om morgenen. Du vil næppe finde levende væggelus, for de skyr lys som pesten. Men du kan måske finde et lille efterladt ”hylster” fra hamskifte, små blodpletter eller rustlignende pletter, som er spor af ekskrementer. Hvis det sker, så vend sengen eller lys med en lygte op under madrassen. Spor af væggelus kan ses som små mørke pletter, typisk i hjørnerne af sengen. Led efter samme spor i sømmene af puder og topmadras.
Gå ikke amok i resten af dit hjem. Væggelus er ret dovne, hvis de får mad. Psykologien kan nogenlunde sammenlignes med en almindelig dansker i forlængelse af en god julefrokost: Jo kortere der er til sengen, jo bedre.

3. Hvis du fanger et utyske

Skulle du støde på en væggelus i omegnen af din seng, så fang den på et stykke tape og sæt det fast på et stykke hvidt papir. Nu er det er en god ide at vide, hvad du skal kigge efter:
1. Størrelsen: En voksen væggelus ligner en æblekerne (5-6mm), dens børn er mindre, ned til 2mm.
2. Farven: Brunrød, dens børn kan være lysere, næsten gennemsigtige.
3. Antal ben: 6 tydelige, let hjulede, ben og to lange antenner foran.
Kig grundigt efter og tjek med dette skema link.
Hvis du føler dig bare nogenlunde sikker på, at du har fat i en væggelus og ikke i en nullermand af ukendt oprindelse, så send den til Ole Kilpinen, Adressen er: Søvej 10, 3600 Frederikssund. Giv også straks bestyrelsen besked på mailadressen: Vlg@irgensgaard.dk

4. At leve med ubudne gæster

Hvis du fået væggelus, har ejerforeningen en plan, som du skal følge nøje. Vi står sammen om problemet. For nogle er tanken om væggelus dog nærmest uudholdelig. Men før du griber til nervepiller, løkke eller pistol, så prøv at få din rationelle hjerne tilbage på sporet. Det er et lille dyr. Det truer ikke dit helbred. Du har igennem et helt liv overlevet myggestik. Sultne hestebremser. Arrige hvepse. Det er et problem, ja. Men det er ikke verdens undergang. Du vil overleve! Det vil væggelusen ikke.

5. At omgås andre med væggelus

Det er nu, du skal stå din prøve som menneske! Nu, hvor de varmhjertede, der poster støtte til højre og venstre på FaceBook skal vise, hvilket stof, de er gjort af i virkeligheden! Og nej, væggelus smitter ikke fra menneske til menneske som hovedlus eller lopper. De sidder ikke på lur i brystlommer, klar til at springe ud i nye eventyr.
Hvis du ved, at de mennesker, du skal besøge er opmærksomme på problemet og arbejder ansvarligt på at få det løst, så kan du roligt besøge dem eller have dem som gæster.
Her er, hvor du skal være opmærksom: Undgå at sove i hjem, hvor der er væggelus. Lad være med at stille tasker på senge eller gulve. Bed evt. gæster fra hjem med væggelus om at være forsigtige med, hvad de medbringer. Især når det gælder ting, der normalt hører til i soveværelset, f.eks. babydyner.
Ja, du kan sidde i sofaen, ved middagsbordet, klappe hunden, holde barnet. Og det bør du gøre! De mennesker, som har væggelus føler sig traumatiserede nok, som det er. Gør det ikke værre – men bevis i stedet over for dig selv, at du er et rationelt menneske med hjertet på rette sted!
Der kan yderligere henvises til denne guideline link.
Med venlig hilsen VL-gruppen
View this email in your browser http://us4.campaign-archive1.com/?u=4213fa3c851755fcb5417a341&id=1fa2dfd322&e=[UNIQID])

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}